Annonce

Visualisering (i den indre biograf)

Af Bobby Zachariae professor, cand.psych., dr.med.

Visualisering kan bruges til at få konkrete billeder og følelser på dine grunde til at holde op med at ryge. Det kan også hjælpe på følelsen af stress under et rygestop.

Det er vigtigt at fastholde motivationen, når du er i gang med et rygestop. Det er nemlig helt normalt, hvis du engang imellem har lyst til at give efter for din rygetrang. Når lysten bliver specielt hård at tackle, kan du blandt andet hente støtte i såkaldte visualiseringsøvelser, der får dig til at fokusere på de mange gode grunde til at være røgfri. Visualisering kan hjælpe dig med at sætte billeder og følelser på din motivation. På den måde bliver dine tanker ledt hen på et andet spor, så tobakken ikke længere spiller så stor en rolle i dine tanker.

De indre billeder

Mennesker tænker i ord, f.eks. når vi taler og skriver, men vi tænker også i indre billeder, følelser og fornemmelser, hvor alle vores sanser spiller med. Vi kan danne forestillinger svarende til hver af vores sanser. Eksempelvis kan vi forestille os, hvordan et jordbær ser ud, hvordan det dufter, hvordan det føles, når vi rører ved det, og hvordan det smager. Mens traditionel psykoterapi og rådgivning først og fremmest foregår som en samtale mellem terapeut og bruger, består visualisering i, at terapeuten instruerer brugeren i at fokusere på de indre billeder og fornemmelser og i at forestille sig bestemte situationer, handlinger og følelser. Så er det op til eks-rygeren at "sætte" sig stille ned i sin indre biograf bag lukkede øjenlåg og finde motivationen for rygestoppet frem i billeder og følelser.

En gammel teknik

Metoden fremstår for mange som et lidt mystisk fænomen, man skal have særlige evner for at mestre. Visualisering er imidlertid ikke en ny teknik, men har været en vigtig del af tidligere tiders behandlingsritualer. Historiske kilder tyder på, at både de gamle ægyptere og grækere anvendte "helbredende drømmebilleder". Visualisering bliver brugt som fællesbetegnelse for forskellige psykologiske behandlingsteknikker og mentale øvelser. Teknikkerne inden for visualisering er beslægtede med dem, man bruger i yoga og meditation. Visualiseringsteknikker ser ud til at være særligt effektive i forbindelse med behandling af afgrænsede psykiske problemer, f.eks. angst, eller i relation til ændring af uhensigtsmæssig adfærd.

Gode resultater

Der eksisterer fortsat kun få videnskabelige undersøgelser af visualisering og rygeafvænning. Disse undersøgelser peger dog på, at visualisering kan være en effektiv teknik i denne sammenhæng. I en undersøgelse sammenlignede forskerne virkningen af visualisering og afspænding med en såkaldt placebobehandling, det vil sige en ikke-virksom snydebehandling. Efter tre måneder var henholdsvis cirka 52 procent af deltagerne i visualiserings- og afspændingsgruppen fortsat røgfri, mens kun 27 procent var røgfri i placebogruppen. I en anden undersøgelse af to grupper, der mødtes jævnligt i et rygeafvænningsprogram, modtog den ene gruppe samtidig instruktioner i visualisering. Deltagerne i visualiseringsgruppen viste sig at have større succes med at holde sig røgfri. Resultaterne viste også, at de deltagere, der brugte visualisering hyppigt, havde størst succes. I en tredje undersøgelse modtog 71 rygere undervisning i rygestop i deres egne hjem. Halvdelen af deltagerne lyttede derudover dagligt til en 20-minutters visualiseringsøvelse, der mindede dem om fordelene ved rygestop. Efter 2 år, var der mere end dobbelt så mange i visualiseringsgruppen (26%) end i kontrolgruppen (12%), som fortsat var røgfri. Lignende effekter har man fundet i andre undersøgelser. Det gælder eksempelvis en undersøgelse, der har sammenlignet effekten af undervisning kombineret med visualiseringsøvelser med effekten af antirygemedicinen bupropion. Her fandt forskerne, at hele 40% i visualiseringsgruppen var røgfri efter et år, mens dette kun gjaldt 23% af personerne, der havde fået antirygemedicin.

Stress kan være en faldgrube

Det er vigtigt, at man ændrer sin adfærd, når man skal holde op med at ryge. Undersøgelser peger på, at stress er en følelse, der indebærer betydelig risiko for, at eks-rygeren begynder at ryge igen. Mange rygere, der ikke har kunnet holde sig røgfri i forbindelse med et rygestop, peger på oplevelser af stress som en af de væsentligste årsager til, at de er begyndt igen. Det er også bevist, at hvis man har gode evner til at håndtere stress, så er det mindre sandsynligt, at man begynder at ryge igen. Visualisering og afspænding har i mange sammenhænge vist sig at være effektive metoder til både at modvirke stress og til at lindre de psykiske og fysiske konsekvenser af stress.

Visualisér hvor du vil hen

Det er ikke absolut nødvendigt at gå til en terapeut eller at lytte til en indspillet guide for at kunne visualisere. Der er intet principielt i vejen for, at man instruerer sig selv. Men det kræver øvelse. Hvis du har trænet afspænding, for eksempel ved at lytte til indtalte visualiseringsøvelser, vil du kunne lære dig selv at spænde hurtigt af i de situationer, hvor du skulle få brug for det. På samme måde kan du, hvis du træner, lære at anvende visualisering til at fastholde din motivation, når du føler, at du har brug for det. I forbindelse med fysiske symptomer og sygdomme bør visualisering ikke betragtes som en erstatning for andre former for støtte og behandlinger, men som et supplement.

Sidst opdateret: 25.02.2019